Kampot peber er ikke bare Kampot peber...3

Et par dage efter snakken om pebret besluttede Jerome sig for at tage en tur på hans gamle Dailem,
Han ville ud og lede efter peberbønder...
Den aften kom han tilbage og bag det tykke lag støv, de lyserøde solbrændte kinder var der en meget træt, men også meget glad Jerome. Han øjne skinnede og der var en lidenskab i hans stemme som jeg ikke havde oplevet før.
"De er derude!"

Han var kørt væk fra Kampot by, først af asfaltveje, senere af mindre veje, og tilsidst var det på gå ben mellem rismarkerne, og her fandt han dem, peberbønderne.
Mange af disse halvgamle gutter kunne udover deres modersprog Khmer også snakke fransk. Det havde de lært før krigen enten via skolen eller gennem de franskmænd som de tidligere havde arbejdet med.

De inviteret  Jerome til at sætte sig ned med dem under mangotræet, og efter lige at have set ham an, begyndte historierne. Om de gamle dage, de gyldne tider. Dengang hvor der var peber plantager så langt øjet kunne se. Da det at være peber bonde var det fortrukne erhverv i området. Der var penge i det, og de levede et rigtig godt liv hvor der ikke manglede noget.

"Sådan er det desværre ikke mere" fortalte en af bønderne.
Efter krigen, i slutningen af 1990'erne kom vi tilbage hertil. "Mange af os ville dyrke peber igen, det er jo det vi ved hvordan man gør og det er det vi er gode til."

De begyndte at rengøre landet, at  indhegne det så der igen kunne plantes.
Fra man planter en peber busk til man kan begynde at få udbytte går der 3 år, og det er meget arbejds og tidskrævende. Jorden skal årligt kultiveres, læhegn skal sættes op, så buskene bliver beskyttet mod blæst og den stærke bagende sol. Gødning skal tilsættes og buskene skal vandes.

Allerede inden den første høst var i hus, begyndte problemerne at melde sig.

De gamle vandingsanlæg var der ikke mere, og de vandhuller hvor de kunne hente vand fra lå typisk 5-8 km fra plantagerne. Da peber buske skal have ca 10 liter vand hver 3 dag, er det mange lange ture  under den varme sol der skal gåes, og det blev forståeligt ikke altid gjort.
Den gødning de bruger er organisk og mange af de produkter der bruges,  finder de i naturen, men der er stadig nogle af dem der skal købes. Penge var der ingen af, så gødningen blev spartansk.

Med modvind fra disse og andre forhold var det er lille høst det blev til det første år.

De gamle plantager var store og mange af dem havde 2000 pæle, hvor omkring de dyrkede peber. De nystartede plantager var mellem 100-300 pæle. Selvsagt var produktionen meget mindre. (1 pæl kan under gode forhold give mellem 2.5 og 3 kg) på dette tidspunkt fik de mellem 1 og 1.50 kg peber per busk per pæl.

Før krigen havde bønderne været vant til hjælp fra franskmændene. Bønderne høstede pebret, de tørrede det og pakkede det i store sække. Herefter tog franskmændene over, pakkede det i eksport egnet emballage, og sørgede for at videre sende det, især til Frankrig hvor de havde kontakt med importører, restauranter og butikker der alle ville have fingerene i denne peber.
Nu var de her ikke.
For en bonde der har 50 kg peber at sælge, er det en meget lang tur ind til det lokale marked for at prøve at sælge sit peber. Ydermere er han ikke handelsmand og er ikke vant til at handle med de hårdføre kvinder på markedet.
Det der skete i stedet var utrolig trist, og kunne have været bleven enden på Kampot peber produktion endnu engang.
Forbi kom en lastbil, ofte med en vietnamesisk handelsmænd, han tilbød bønderne en 1/5 af værdien for at købe pebret her og nu. Nogen penge var bedre en ingen penge, og bønderne havde ikke noget valg andet end at sælge til Vietnam.
Lastbilen kørte til Vietnam hvor der også dyrkes peber i stor stil, men ikke nær den samme kvalitet som Kampot peber.Her blev Kampot peber mikset med vietnamesisk peber, for derefter at blive solgt og markedsført som Kampot peber. Det meste af dette peber endte tilbage i Cambodia, ja selv Kampot market sælger denne slags peber. Resten blev  eksporteret verden rundt, alt under navnet Kampot peber.

"Det er jo helt forrykt og fuldstændig forkert" sagde Jerome til landmændene, det må vi da lave om på.
Det ønsker vi også, men vi ved ikke hvordan vi skal gribe det an.
Tidligere har der været NGO'er og de har startet en masse projekter med os. når de finder ud af modvinden og hvad de er oppe imod forsvinder de ligeså hurtigt som de ankommer.  De er mere interesseret i positiv omtale for dem selv, end de er for at hjælpe os, vores familier og vores fremtid.

Snakken var intens, for alle parter. De skiltes den eftermiddag med en ny aftale om at mødes 2 uger efter. Både landmændene og Jerome havde aftalt ting der skulle forberes.
De skulle finde og samle alle de landmænd i området som de kendte til der dyrkede peber. Alle skulle komme med til næste møde i pagodaen.
Jerome, ja hans liste var lang og den kommer vi nærmere ind på på et andet tidspunk...